Denne nye version af installationen Split Second er skabt til den retrospektive udstilling Sensual Logic. Den oprindelige version fra 1997 var blevet til i et samarbejde med B&O og gjorde brug af den på det tidspunkt mest avancerede video teknologi. Da apparaterne fra den gang ikke længere fungerede, så vi det som en anledning til at udvikle en version af kunstværket, der gjorde optimalt brug af nutidens teknologiske muligheder.
Som udgangspunkt valgte vi at lade værket fylde det største af Esbjerg Kunstmuseums udstillingsrum. Her anbragte vi det samme antal skærme som i den oprindelige installation og i samme type bueslag, men istedet for tv apparater der stod på gulvet lod vi letvægtsplader hænge svævende fra loftet. Hver skærm havde et format der omtrent kunne gengive en voksen person i størrelsesforholdet 1:1. Midt for skærmene stod det videokamara der optog den eller de beskuere der befandt sig i rummets spotslys. Billederne blev projekteret over på skærmene fra seks videoprojektorer, der var monteret på et specialkonstrueret stativ, som hang under loftet.
I den oprindelige version af Split Second var ideen at det levende analoge videobillede blev splittet op i en serie af frosne enkeltbilleder, men under arbejdet med at programmere den nye digitale version opdagede vi muligheden for at beholde de enkelte billeder levende men forskudte i tid. Herved blev det muligt at forstærke både beskuerens fornemmelse af interaktion med installationen og den forskydning i tidsfornemmelsen som er værkets grundliggende idé.
Denne nye version af installationen, som viste sig at blive langt mere teknisk kompliceret end den oprindelige, er udført i et tæt samarbejde med fysikerne Anders Holm og Clive Ellegaard.