I 1992 inviterede kunsthistorikeren Peter Meyer os til at deltage i en udstilling med teknologisk kunst i Charlottenborgs udstillingsbygning. Vi besluttede os for at skabe et værk som skulle involvere og reagere på beskueren og var fra begyndelsen enige om at anvende lyd som et centralt element i installationen.

Værket blev bygget op omkring et antal Marshall højtaleropstablinger der, med de karakteristiske rørforstærkere på toppen, siden 1960erne havde været et ikon i rockmusikken. Marshall anlæggene udstrålede et potentiale af rå utæmmet lydstyrke og idéen var at skabe et aggressivt truende apparat, som reagerede voldsomt på alt der nærmede sig.

Den interaktive del af værket blev udviklet i samarbejde med lektorerne Ole Ravn og Niels Andersen på Danmarks Tekniske Universitet. I fællesskab udformede vi et studieprojekt, der skulle resultere i en nervøs maskine, som gennem et kamera opfattede og reagerede på personer, der nærmede sig indenfor en vis grænse. Jo tættere personerne kom og jo hurtigere de bevægede sig, jo kraftigere skulle maskinen reagere. Stod man stille skulle den falde delvist til ro. Styrken af dens udbrud skulle ikke bare være aggressiv, men også til en vis grad uforudsigelig.

Det interaktive system blev udformet i praksis af den ingeniørstuderende Anders Pjetursson. Computeren som styrede systemet blev installeret i et teknikskab af aluminium med et kameraøje og en monitor der viste apparatets synsfelt for beskueren. Skabet stod for enden af en rød løber, som på hver side var flankeret af 4 Marshall opstablinger. I hviletilstand udsendte maskinen en dyb rytmisk brummen. Den reagerede så snart man trådte ind på den røde løber. Det var en skulpturel opstilling af objekter, som inviterede til nærlæsning og samtidigt var voldsomt afvisende.