Ånd og Stof Billedkunstens centrale element er vekselvirkningen mellem ånd og stof. Overførslen af følelser mellem mennesker og objekter. Der er en magisk dimension i kunstens historie. Fetich figuren er ligesom ikonet mere end et billede. Også kunstværker i nutiden tillægges særlige transcendente kvaliteter. Tegn, farver og former kan først siges at eksistere når de reflekteres i bevidsthedens spejl og arbejdet med kunst fører ofte til en vis uklarhed om hvor bevidstheden begynder og hvor den slutter. For mange kunstnere er det nærliggende, at opfatte naturen som besjælet. Videnskaben afviser derimod normalt at der skulle kunne eksisterer kræfter i naturen, som er af immateriel karakter eller at bevidsthed på nogen måde skulle kunne optræde uden for det enkelte menneskes (eventuelt højere stående pattedyrs) afgrænsede hjerne. I 1999 blev vi imidlertid bekendt med at der på Princeton Universitet i USA fandtes en lille forskergruppe under navnet Princeton Engineering Anomalies Research, som så anderledes på tingene. Igennem 20 år havde laboratoriet beskæftiget sig med at undersøge om menneskets bevidsthed er i stand til at påvirke tekniske systemer. Deres forskning viste tilsyneladende, at bevidstheden på en subtil måde interagerer med materien på tværs af tid og rum. Det forekom os at her var en type videnskab, der ikke bare havde bevæget sig over på kunstens territorium, men også et stykke ind i den religiøse mystik og vi fik den tanke at et af PEAR Lab’s eksperimenter ville være det idéelle udgangspunkt for en installation, der kunne pege på et muligt møde mellem kunst, videnskab og religion. Direktør Peter Meyer fra Trapholt Museum for Moderne Kunst gav på forhånd tilsagn om at hans museum ville lægge lokaler til et projekt af denne art. Vi kontaktede derefter PEAR Lab for at foreslå dem at vi sammen skulle udvikle et eksperiment der kunne foregå i et kunstmuseum. Laboratoriets ledere, fysikeren professor Robert Jahn og psykologen Brenda Dunn blev med det samme interesserede i idéen og i løbet af det næste halve år udviklede vi et eksperiment sammen med dem og deres medarbejdere Roger D. Nelson, Johnston Bradish og York H. Dobyns. Eksperimentet skulle køre i et år fra marts 2000 til marts 2001 på Trapholt museet. Kernen i eksperimentet var en avanceret elektronisk tilfældigheds generator. Dette apparat var forbundet via en computer til en video skærm. På videoskærmen var der to billeder. Et af ansigtet på et spædbarn og et af ren hvidstøj. Skærmen vekslede mellem de to billeder i et antal blandingsformer. Hvor meget af hvert billede der var i blandingen blev bestemt af tilfældighedgeneratorens tal. Cirka hvert sekund målte systemet forholdet mellem nuller og ettaller. Ifølge lovene for statistisk tilfældighed burde der over tid være 50 % af hvert tal. Forsøget var udviklet til med den højeste grad af teknisk præcision at vise netop denne fordeling. Hvis resultatet bevægede sig væk fra de 50% til hver side, kunne en forklaring være at publikums bevidste eller ubevidste ønske om at se babybilledet på en eller anden måde påvirkede det elektroniske system. Eksperimentet blev installeret i et separat rum på Trapholt museet. I rummet var der et teknikskab af aluminium, en større LCD skærm der viste babybilledet og en mindre der viste den stadige strøm af tilfældige nuller og ettaller. Udenfor blev resultatets aktuelle status vist på tre lystavler. Trapholt eksperimentet rummede desuden et internt kontrolforsøg der ikke var forbundet til det øvrig forsøgssystem. Forsøget blev installeret af Ingeniøren John Bradish fra PEAR Lab. Det havde et dobbelt back up system. Egen nødstrømforsyning. En logbog hvori forsøgets data manuelt blev indført. Derudover blev forsøgsresultaterne kontinuerligt overført på disketter og sendt til analyse i USA. For os var det vigtigt at eksperimentet blev udført med fuldkommen videnskabelig akkuratesse og alvor. Men resultatet var ikke i sig selv afgørende. Vores mål var for en tid at forene museet med laboratoriet og templet. Vi ønskede at skabe en situation, hvor publikum kom til at tænke over hvad bevidsthed er for et fænomen og på den mulige interaktion imellem ånd og stof. Vi forestillede os at den der interagerede med forsøgsopstillingen ville få en let ændret fornemmelse af kontakt imellem sit eget sind og det vi kalder omgivelserne. Men installationen skulle ikke give noget svar. Kun markere erkendelsens yderste paradoksale grænsepost. Der hvor bevidstheden ser ind i sig selv og enhver nærmere forklaring ophører med at give mening, fordi der ikke længere er noget subjekt og objekt som kan skilles ad, ikke nogen begyndelse eller afslutning, kun tidløs, retningsløs væren.