Goethe-i-Kongo2v3top

Prinsessens Rum

Prinsessens Rum blev skabt til udstillingen Goethe i Kongo på udstillingsstedet Sofienholm udenfor København i 1984. Installationen var en del af en fællesudstilling med kunstnere der var tilknyttet galleri Kongo i St. Kongensgade. Som udgangspunkt for udstillingsprojektet havde de deltagende kunstnere valgt Goethes eventyr "Slangen og den Hvide Lilje". Vores del af udstillingen bestod af 5 elementer der var spredt i og udenfor bygningen. Centrum i dette arrangement var et sydvendt rum på første sal. Her havde vi anbragt en koncertharpe bag en semitransparent skærm, så tilskuerne kun kunne se dens skygge. Foran var der et lavthængende reb som særligt nysgerrige måtte træde over, hvis de ville se nærmere på harpen og den ring af salt som var lagt omkring den. Rummet var forbundet med en 40 m. lang line med flag til en lille rød tårnkonstruktion fuld af små messingklokker, der var placeret nær søen i parken udenfor. I gangen på udstillingsbygningens 1. sal havde vi anbragt et antal semitransparente skærme, der tilførte dette adgangsrum en diset uhåndgribelig fornemmelse. I trappeopgangen hængte vi en udstoppet rovfugl mellem to højthængende spejle. Endeligt havde vi midt i stueetagens store midterrum anbragt tre klassiske mekaniske spillemaskiner, der stod skulder ved skulder som tre vulgære og frembrusende personager. Der var andre kunstnere som udstillede i det samme rum  men alligevel havde vi fået lov til at sætte farvede lysstofrør i loftet for at understrege stemningen af tivoli.

Skeel & Skriver