Installationen Babylon blev skabt i1996 efter et længerevarende studium af lugt som fænomen. Vi havde anskaffet os en ret omfattende samling af de naturlige og kemiske duftstoffer som bruges i parfumeindustrien og forsøgte at forstå de mest basale grundregler for parfumeurfaget. Til dette arbejde og installationens senere virkeliggørelse havde vi stor hjælp af John og Jørgen Guldman Petersen fra duftfirmaet RO-CO.
Vores interesse for duftstofferne skyldtes først og fremmest deres evne til at fremkalde erindringer og associationer af alle mulige slags og ideen var at lave en installation hvor publikum selv medbragte deres billeder uden at vide det. Men vi skulle igennem mange forsøg før vi nåede frem til en form som vi troede på.
Som udgangspunkt for installationen udvalgte vi 28 rene duftolier og fremstillede en 29. ved at blande de andre 28 i lige store mængder. Meningen var at man skulle lugte til de enkelte olier hver for sig, men vi betegnede helheden som en komposition fordi duftene var arrangeret i en rækkefølge, så hver enkelt duft fremhævede naboduftenes karakterer. Kompositionen udnyttede desuden hele det duftsproglig spektrum af kemiske, vegetabilske og animalske dufte som parfumefaget har til sin rådighed.
Duftene skulle anbringes på en fritstående linie, der gjorde det muligt for publikum at bevæge sig fra duft til duft og frem og tilbage mellem duftene, uden at gå for meget i vejen for hinanden. Efter at have eksperimenteret med forskellige typer beholdere og opstillinger nåede vi frem til et simpelt arrangement af smalle, men tunge og stabile borde hvorpå der skulle stå keramiske krukker af forskellig størrelse. Krukkerne skulle have grå papstykker som låg. Det gjorde dem uproblematiske at åbne og havde desuden den funktion at man kunne lugte til papstykket, hvis man foretrak en mere afdæmpet duftoplevelse. Der skulle desuden være hylder under bordene som skulle rumme flasker med ekstra duftolie, ekstra paplåg og hvad der ellers var nødvendigt for at holde installationen ved lige. Målet var at skabe en samlet form der lå et ubestemmeligt sted mellem det rationelle og det rituelle, mellem laboratoriet og templet.

Vi kontaktede derefter vores ven keramikeren Ursula Munch Petersen for at høre om hun kunne foreslå nogen, der kunne hjælpe os med at udforme og fremstille krukkerne til installationen. Hun foreslog spontant at det kunne hun da selv. Ursula havde netop sammen med Ole Jensen, Inger Luise Bach og Tora Urup startet en udviklingsgruppe på den nu nedlagte Kongelige Porcelænsfabrik og hun mente en opgave af denne art ville være en god måde at indlede deres samarbejde på. Alle parter, inklusive porcelænsfabrikkens ledelse, gik med på projektet og vi gav de 4 formgivere vores duftkomposition i 29 små flasker og beskrev hvordan krukkerne rent teknisk skulle fungere. Derfra tog gruppen over og udviklede en grundform, som de besluttede skulle være fælles for alle krukkerne. Denne form blev støbt i fire forskellige størrelser, i flere forskellige materialer, både stentøj, fajance, porcelæn og glas, ligesom der blev brugt mange forskellige glasurer i blå og grønne nuancer. Flere af krukkerne blev brændt i porcelænsfabrikkens gamle kulovn og det resulterede i glasuroverflader der fremstod som polerede ædelstene. Projektet anvendte alle de tekniske muligheder og den viden Royal Copenhagen dengang rummede før det meste af produktionen blev flyttet til udlandet. Da krukkerne var færdigbrændte fremstod de med en usædvanlig rigdom af nuanceforkelle i overflader, strukturer og kulører. Keramikerne ville ikke fortælle os hvilke krukker de havde tænkt sig skulle kombineres med hvilke duftstoffer. De bad os komme med et bud og det viste sig at vores valg stort set var i overensstemmelse med deres. Krukkerne passede som selvfølgelige kroppe til duftenes usynlige sjæl.
Installationens var en 18 meter lange interaktiv social skulptur og sanseskole der første gang blev udstillet på Esbjerg Kunstmuseum og siden vist flere steder i Danmark og udlandet indtil den blev erhvervet af Kiasma museet for moderne kunst i Helsinki.