Livstegn 2

Livstegn2

Split Second 2

Three Disc Scattering Problem

"The Three Disc Scattering Problem" er en forsøgsopstilling der bruges til at illustrere hvordan kaosfænomener bliver til. Opstillingen viser lys fra en laser der spredes fra tre blanke cylindre, som langsomt passerer forbi laseren. Når lyset rammer en cylinder sker der det samme som hvis lyset blev reflekteret af et spejl, bortset fra at det spredes lidt på grund af den krumme overflade. Denne spredning bevirker at lyset, når det strejfer en af cylindrene, reflekteres over på en anden, hvorefter noget af lyset reflekteres over på en tredie og derfra til en fjerde og så videre. Pludselig er lyset allevegne. På den måde udviser systemet den, for kaotiske systemer, karakteristiske følsomhed overfor selv de mindste udsving i systemets begyndelsesbetingelser. I dette tilfælde vinklen mellem lysstrålens retning og cylinderens position.
Lyskilden i "The Three Disc Scattering Problem" er en fint fokusseret laserstråle med en meget lille bølgelængde, men systemet har også været brugt til at studere spredning af bølger med en bølgelængde der er sammenlignelig med afstanden mellem cylindrene. Her studerer man så de mønstre, som de stående bølger danner mellem cylindrene. Det svarer til, at man studerer lysets spredning fra atomerne i et krystalgitter. Derved nærmer man sig det der i fysikken betegnes som kvantekaos, idet lyskvanter - fotoner - i kvantefysikken netop beskrives som et bølgefænomen.

Clive Ellegaard

Split Second 2

Denne nye version af installationen Split Second er skabt til den retrospektive udstilling Sensual Logic. Den oprindelige version fra 1997 var blevet til i et samarbejde med B&O og gjorde brug af den på det tidspunkt mest avancerede video teknologi. Da apparaterne fra den gang ikke længere fungerede, så vi det som en anledning til at udvikle en version af kunstværket, der gjorde optimalt brug af nutidens teknologiske muligheder.

Som udgangspunkt valgte vi at lade værket fylde det største af Esbjerg Kunstmuseums udstillingsrum. Her anbragte vi det samme antal skærme som i den oprindelige installation og i samme type bueslag, men istedet for tv apparater der stod på gulvet lod vi letvægtsplader hænge svævende fra loftet. Hver skærm havde et format der omtrent kunne gengive en voksen person i størrelsesforholdet 1:1. Midt for skærmene stod det videokamara der optog den eller de beskuere der befandt sig i rummets spotslys. Billederne blev projekteret over på skærmene fra seks videoprojektorer, der var monteret på et specialkonstrueret stativ, som hang under loftet.

I den oprindelige version af Split Second var ideen at det levende analoge videobillede blev splittet op i en serie af frosne enkeltbilleder, men under arbejdet med at programmere den nye digitale version opdagede vi muligheden for at beholde de enkelte billeder levende men forskudte i tid. Herved blev det muligt at forstærke både beskuerens fornemmelse af interaktion med installationen og den forskydning i tidsfornemmelsen som er værkets grundliggende idé.

Denne nye version af installationen, som viste sig at blive langt mere teknisk kompliceret end den oprindelige, er udført i et tæt samarbejde med fysikerne Anders Holm og Clive Ellegaard.